Best Western Nyborg Strand

Danish(DK)English (United Kingdom)

Danish Bike Award


Hæderspris ved Danish Bike Award for fokus på sunde kerneværdier

Ved Danish Bike Award blev der i tirsdag aften uddelt priser til en række kendte cykelfolk for deres arbejde i 2011. I alt blev der uddelt 12 forskellige priser til ryttere og andre folk med tilknytning til cykelmiljøet ved det stort anlagte TV2-show i et menneskefyldt Cirkusbygningen. Den allersidste af de 12 kategorier var der i særdeleshed spænding om, da denne pris var en helt speciel
hæderspris, der skulle gives til nogen, der har gjort noget ganske særligt for dansk cykling i 2011. Trods det store fokus på kendte ansigter som Lars Bak, Brian Holm og Lars Løkke ved Danish Bike Award endte Christa og Michael Skelde fra Horsens med at løbe af med sejren for deres hårde arbejde med de danske cykeltalenter. I et år, hvor der ellers har været meget fokus på økonomi og
medieeksponering for fx Michael Rasmussen og hans nye hold Christina Watches-Onfone blev det menneskelige og sportslige arbejde altså alligevel belønnet for de to ildsjæle, der gør alt for deres ryttere og tager dem til sig, som var de familiemedlemmer.

"Det betyder selvfølgelig rigtig meget for os at vinde her i aften. Vi ved selv, vi lægger en masse energi i vores arbejde og har skabt nogle gode resultater i år. Det er befolkningen, der har stemt, og når vi vinder, betyder det, at der er en masse der har set og også anerkender vores arbejde. Det er vi selvfølgelig glade for," udtalte Michael Skelde, der er sportslig ansvarlig for kontinentalcykelholdet Glud & Marstrand-LRØ, umiddelbart efter han trådte ned fra scenen i Cirkusbygningen.

Glud & Marstrand-LRØ er efterhånden det eneste danske hold herhjemme, der ikke for alvor har været mærket af den økonomiske krise, da hele deres fundament er bygget op omkring solidt netværksarbejde med et cyklende sponsornetværkshold, der træner med elitecykelrytterne og fx kører lange ture til Liege, Rotterdam eller Paris om sommeren. Samtidig fokuserer Skelde-parret
på det hele menneske i deres arbejde med rytterne, hvilket gør rytterne til bedre og mere modne mennesker, samtidig med de bliver bedre cykelryttere – og det lader altså til at være opskriften på en professionel cykelrytter.

Baggrund om Christa og Michael Skeldes arbejde
Ægteparret Skelde står bag Danmarks mest vindende kontinentalcykelhold, Glud & Marstrand-LRØ, der er kendt som Danmarks førende talentfabrik inden for dansk cykelsport. Holdet gav Michael Rasmussens hold Christina Watches-Onfone baghjul på de danske landeveje i 2011, hvor GM-LRØs dominans desuden har givet holdet i de grønne dragter tilnavnet ”Den Grønne Mur” efter en sæson, hvor to ryttere er blevet professionelle hos Saxo Bank (Troels Vinther og Christopher Juul-Jensen). Resultaterne skabes år efter år ud fra et minimalt budget og uden fokus på egentlig økonomisk gevinst – af de to ildsjæle Christa og Michael Skelde, der om nogen har gjort en forskel for dansk cykling inden for de sidste par år. Tirsdag aften var de derfor nomineret til Oddset-prisen ved Danish Bike Award i Cirkusbygningen, hvor konkurrencen lå tæt med den kendte cykelrytter Michael Sandstød.

Holdet
Glud & Marstrand-LRØ har haft UCI-licens siden 2000 og er anerkendt internt i cykelsporten – især for deres arbejde med de unge ryttere. De er kendt for at udvikle ryttere til at blive stærke nok til at komme videre til en professionel karriere. De sidste tre år er fire ryttere således blevet sendt videre til Saxo Bank, og alle har sagt det samme om deres tid hos GM-LRØ: ”Det bliver en tid, vi aldrig glemmer, og vi vil altid føle os som en del af holdet.” Det skyldes ikke mindst Christa Skeldes meget personlige arbejde med rytterne. Værdisættet for holdet involverer ikke økonomisk gevinst, men derimod gode sunde kerneværdier som at udvikle det hele menneske gennem loyalitet, empati,
holdånd og fællesskabsfølelse – værdier, som mange ellers glemmer i en travl tid med fokus på økonomisk og eksponeringsmæssig succes. ”Det er selvfølgelig rart at blive anerkendt for det arbejde, vi har gjort, men det er ikke drivkraften for, at vi gør det. Det er at se de ryttere, der
lykkes. Hos os er det ikke kun dem, der bliver professionelle, der lykkes – også dem, der udvikler sig sportsligt og menneskeligt. Vi finder nok ikke flere millioner på den her pris, men vores samarbejdspartnere kender vores koncept og tankegang, og tanken bag prisen går meget godt i tråd med det, vi arbejder for; det, de bakker op omkring. Vi har ikke nogen feteret stjerne, der kan trække sponsorer. Værdisættet i at udvikle det hele menneske tiltrækker dem, der bakker op om os. Vi har fokus på udvikling og ikke afvikling, så vi ønsker bare at give rytterne bedre betingelser til at blive endnu bedre og ikke mindst belønne dem for deres talent og hårde arbejde,”
udtaler Christa Skelde, der er manager for cykelholdet Glud & Marstrand-LRØ og direktør for Skelde Cycling, som er firmaet, der ejer cykelholdet