Jørgen Haugen Sørensen regnes som en af Danmarks væsentligste billedhuggere i det 20. og tidlige 21. århundrede.
Allerede som 15-årig begyndte han i lære som gips- og pottemager og pottemager/gipser, hvilket gav ham et tidligt håndværksmæssigt fundament.
Som 19-årig debuterede han på Forårsudstillingen på Kunsthal Charlottenborg med tre skulpturer, hvilket var begyndelsen på en lang og produktiv karriere.
Selvom han tidligt havde en praktisk baggrund, udviklede han hurtigt sit eget kunstneriske sprog.
I 1950’erne og 1960’erne var hans skulpturer ofte figurative, både dyr og mennesker med en intens, ekspressiv og til tider brutal realisme. Blandt hans kendte motiver er slagterscener og menneskelige skæbner med stor følelsesmæssig intensitet.
I slutningen af 1950’erne skiftede hans arbejde delvist retning, idet han eksperimenterede med keramiske materialer og mere abstrakte former. Fra 1970’erne og fremefter arbejdede han ofte i marmor og granit, sten som han bearbejdede med en kompromisløs præcision og med et formsprog, der kunne være både monumentalt, kantet og råt.
Hans skulpturer afspejler ofte menneskets vilkår, liv og død, lidelse, vold, angst, men også samfundskritik, absurditet og undertiden sort humor.