Povl Søndergaard

Poul Søndergaard (1905–1986) var en dansk billedhugger, hvis kunstneriske virke forbandt klassisk håndværk med et stærkt formbevidst og humanistisk udtryk. Han blev født i Ringsted og begyndte sin kunstneriske uddannelse som stenhuggerlærling, en praktisk tilgang til materialet, der siden kom til at præge hans skulpturelle formsprog. Herefter fortsatte han på Teknisk Skole og blev optaget på Kunstakademiet i København, hvor han studerede under E. Utzon-Frank.

Søndergaard debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1929 og markerede sig hurtigt som en lovende skulptør. I 1931 modtog han Kunstakademiets guldmedalje for figuren Pige der sætter sit hår, et værk som allerede her viste hans evne til at forene klassisk formforståelse med en mere lyrisk og organisk naturalisme. Flere legater fulgte, hvilket muliggjorde studierejser til blandt andet Grækenland, Italien, Spanien og Frankrig - rejser der udvidede hans forståelse af antikkens og den moderne europæiske skulpturtradition.

Gennem sin karriere udførte Poul Søndergaard en lang række udsmykningsopgaver i det offentlige rum. Blandt hans mest markante arbejder er monumentet for de faldne den 29. august 1943 og 19. september 1944 på Bispebjerg Kirkegård, et værk der kombinerer patos og monumental enkelhed. Han deltog desuden i restaureringen af Eigtveds Marmorbro ved Christiansborg Slot, et vidnesbyrd om hans tekniske kunnen og respekt for kulturhistoriske bygningsværker.

Ud over sin kunstneriske produktion engagerede Søndergaard sig aktivt i kunstlivet. Han havde flere tillidsposter, herunder i Statens Kunstfond og Akademirådet, hvor han bidrog til udviklingen af dansk kunstpolitik og kunstneriske vilkår.

Stilistisk placerer Poul Søndergaard sig tættere på Kai Nielsen end på sin egen læremester Utzon-Frank. Hvor Utzon-Frank var præget af streng klassicisme, fandt Søndergaard et mere levende og blødt udtryk, hvor den menneskelige figur fremstår både idealiseret og sanseligt nærværende. Hans oeuvre står som et væsentligt bidrag til dansk skulptur i det 20. århundrede – solidt forankret i traditionen, men med et personligt aftryk af form, følelse og stoflighed.