Vi ved godt, at forplejningen betyder noget for dine konferencegæster - og det er et ansvar, vi tager alvorligt. Vores køkken er drevet af et stærkt værdisæt og vi serverer mad med holdning, der fokuserer på kvalitet, bæredygtighed og lokale råvarer, så vi kan tilbyde velsmag, der samtidig respekterer verden omkring os.
Vi serverer lokale råvarer i sæson – og det er bestemt ikke et stort benspænd med vores beliggenhed in mente. Vi er nemlig velsignet med producenter og leverandører i særklasse her på egnen, og derfor er vi stolte af at servere smagen af Nyborg Strand.
Vi får vores grønt fra vores gode naboer på Rosilde Højgaard, vi får kød fra lokale producenter med kvaliteten i fokus, og vi henter urter, bær og vildt fra skovene og haverne omkring os. I køkkenet tilsætter vi så vores håndværk og dedikation, og vi lader vores umage skinne igennem i serveringerne – også selvom I måske er 1.100 gæster til bords.
Vi har Det Økologiske Spisemærke i Bronze, vi er en aktiv spiller i kampen mod madspild - og vi glæder os til at vise dig smagen af Nyborg Strand.