Nyborg Strand 67
Om os /

Vores grønne tiltag

Vores grønne initiativer

Her kan du læse mere om de konkrete initiativer og valg, som vi har implementeret for at reducere vores miljøaftryk. Fra energibesparende løsninger til valg af materialer og genanvendelse – vi arbejder løbende på grønne løsninger, som kan gøre en forskel.

Vi tror på, at de små skridt, vi tager hver dag, sammen gør en stor forskel for en grønnere fremtid.

Bygningen & Udeområde

Anskaffelse af robotplæneklippere i 2022 til forbrug af grøn strøm i stedet for diesel. 

Vi bruger regnvand til havevanding.

Med den grønne omstilling følger nye behov – og vi følger med. Vi ved, hvor vigtigt det er for vores gæster at kunne oplade både bil og batterier uden besvær. Derfor samarbejder vi med tre af landets mest anerkendte operatører – E.ON, Norlys og Clever – og kan i dag tilbyde 56 ladestandere samt 600 øvrige parkeringspladser.  

Generelt

Installation af affaldskværn til pulp (Biotrans) køres direkte til Biogasanlæg. Vi sorterer affald i 11 fraktioner og al biospild vejes for at øge opmærksomheden med henblik på løbende at analysere og reducere for at forbedre udnyttelsen. 

Vi bruger Dalux – et digitalt system, der planlægger vedligeholdelsen af vores bygninger og installationer op til 15 år frem i tiden. Det betyder, at vi kan passe bedre på vores faciliteter og forlænge deres levetid. På den måde undgår vi unødvendige udskiftninger og sparer både ressourcer og energi.

Der er udskiftet ca. 500 lamper i vandrehallen, flere mødelokaler, lager, kontorer og foreløbigt på to værelsesgange (flere følger senere). Lamperne står på 5 % lysstyrke, indtil der registreres bevægelse – herefter øges styrken til 70 %. 120 sekunder efter den sidste bevægelse dæmpes lyset igen til 5 %.

Elbesparelsen er på minimum 75 %, og samtidig har de nye lamper en levetid, der er ca. syv gange længere end de gamle. Det svarer til 3.500 lyskilder, som ikke skal anskaffes, udskiftes eller bortskaffes.

Dataopbevaring varetages eksternt hos IT-partnere til reduktion af lokal server forbrug 

Med intelligente belysningsløsninger, præcis temperaturstyring og udskiftning af 100 cirkulationspumper sparer vi hvert år cirka 750.000 kilowatt-timer.

Spa & Fitness

I vores spaområde finder du ikke håndklæder til fri afbenyttelse. Det er et bevidst valg, der skal mindske overforbrug og skåne miljøet. Erfaringen viser, at der ofte tages flere håndklæder end nødvendigt – og det medfører et stort ressourceforbrug. 

Du er altid velkommen til at hente et ekstra håndklæde i receptionen, hvis du har brug for det. Vi opfordrer dog til, at du bruger det håndklæde, der ligger på dit værelse, eller genbruger håndklædet fra spaen, hvis du besøger området flere gange under dit ophold. 

Små valg gør en stor forskel – og sammen kan vi passe godt på miljøet. 

Upcycling

I vandrehallen ses høj-stole med upcycled sædeskal (model Mood100%). Skallen er lavet af 100% upcycled plastikaffald fra den europæiske bilindustri som fx dørpaneler og instrumentbrætter og er fremstillet i Danmark med mærket EU-ecolabel.

Fabrikanten Randers + Radius (nu Andersen Furniture) garanterer at alle komponenter kan adskilles og genbruges, når stolen er udtjent.

Restauranter

Vi tænker bæredygtighed ind i alle detaljer – også når vi dækker bord. Derfor bruger vi ikke længere klassiske duge i vores restauranter. Det kan virke som en lille ting, men for et hotel af vores størrelse har det stor betydning. Dugene kræver nemlig store mængder vand og energi at holde rene – hver eneste dag.  

Men dugene er ikke forsvundet. Vi har givet dem nyt liv. De oprindelige tekstiler er blevet forvandlet til 173 bordplader, som du i dag finder i vores restaurant- og selskabslokaler. Tekstilerne er komprimeret og indarbejdet i bordenes overflade – dem, du i dag sidder og nyder din morgenmad ved. Duge i nye klæder – helt bogstaveligt. 

Bordpladerne er produceret af 100 % genanvendte materialer, heraf 80 % tekstilaffald. Bordbenene består af 52 % genanvendt aluminium, og hele produktionen er drevet af grøn energi – uden brug af vand eller kemikalier. Når bordene en dag er udtjent, kan de genanvendes 1:1. 

Fun fact: Der bruges cirka 13 kg tekstilaffald pr. kvadratmeter bordplade. 

Vi tager ansvar for både miljøet og vores medarbejdere, og det gælder også, når vi vælger service. I stedet for at bruge traditionelle glas, har vi bevidst valgt miljøvenlige plastikkopper. Glas kan være skrøbeligt og går hurtigt i stykker, mens plastikkopperne er både holdbare og genanvendelige, hvilket reducerer behovet for konstant genindkøb og sparer på både ressourcer og affald. 

En af de største fordele ved plastikkopperne er, at de er lettere at håndtere for vores medarbejdere. Tjenere, opvaskere og køkkenpersonale slipper for den tunge byrde, som glas og keramik kan medføre, hvilket mindsker belastningen på led, skuldre og ryg. Derudover undgår vi skader fra glasskår, da vores service håndteres mange gange i løbet af dagen af forskellige hænder - så på denne måde hjælper plastikkopperne med at minimere både risikoen for skader og det fysiske slid. 

Dette valg gør en mærkbar forskel i vores medarbejderes daglige arbejde, og vi er glade for at kunne lette belastningen og samtidig reducere spild. 

Rengøring

Vi bruger rengøringsmidler fra Kiilto Pro Natura serien, som er både effektive og bæredygtige. Produkterne er fremstillet af plantebaserede råvarer og er 100 % bionedbrydelige, hvilket betyder, at de har et minimalt miljøaftryk.

Værelser

Fra 1. januar 2024 er det dig som gæst, der bestemmer, om du ønsker rengøring på dit værelse, når du bor hos os flere dage i træk. Derfor får du kun gjort rent, hvis du beder om det. Initiativet betyder en større reduktion i både vand- og strømforbrug, som kommer miljøet tilgode. Men valget er dit.  

Ønsker du rengøring, skal du blot meddele det til os forud for dit ophold, eller henvende dig i receptionen senest kl. 17 dagen før ønsket rengøring. 

Indretningen af vores 69 nyrenoverede værelser er gennemført med fokus på bæredygtighed. Alle møbler og interiør er fremstillet af genanvendte og miljøvenlige materialer – blandt andet er gulvtæpperne lavet af gamle fiskenet og plastflasker. Alt fra dyner og møbler til billedrammer er udvalgt med omtanke og bærer relevante miljøcertificeringer.

På badeværelserne er de eksisterende fliser blevet spartlet med microcement, hvilket reducerer affald og eliminerer behovet for at fremstille, transportere og montere nye fliser. Vaskekummerne er udstyret med tidsstyrede vandarmaturer fra Grohe, som er designet med en ny type tryk. Når vandet automatisk stoppes efter 7 sekunder, opnås en vandbesparelse på 50 % i forhold til standardforbruget, hvilket giver en markant reduktion af vandforbruget ved håndvask.

Læs mere om

Nyborg Strand 66