Hver sommer fyldes Nyborg Strand med latter, leg, nye venskaber og familier, som får et pusterum fra en hverdag, der ofte er langt mere udfordrende end de flestes.
Siden 2023 har vi i samarbejde med Kirkens Korshær inviteret udsatte børnefamilier på 4 dages all-inclusive sommerferie på Nyborg Strand. I dag er sommercampen blevet en del af Nyborg Strands DNA og ikke noget, vi bare afholder. Det er noget, vi glæder os til og noget, vi er stolte af. Det er blevet et af de mest meningsfulde projekter i vores historie, og et samlingspunkt for hele Nyborg Strand funderet omkring et fælles ønske om at gøre en forskel.
For mange familier er sommerferien årets højdepunkt. For andre er den noget, man ser andre have. For når økonomien er presset, overskuddet mangler, og hverdagen handler om at få tingene til at hænge sammen, bliver ferie ofte en luksus, der ligger uden for rækkevidde.
Derfor samarbejder vi med Kirkens Korshær om at give udsatte børnefamilier 3 dages all inclusive ferie på Nyborg Strand, hvor de kan lægge bekymringerne lidt på afstand og bare være sammen. 3 dage med aktiviteter, fællesskab, god mad, trygge rammer og tid til at skabe minder.
Ikke som klienter. Ikke som brugere. Men som gæster.
Det var en udsendelse i radioen i sommeren 2022, der fik ideen til projekt sommercamp til at spire hos Jan G. Larsen, som er direktør for Nyborg Strand. Udsendelsen havde fokus på, hvor rekordmange familier, der havde fået afslag på feriehjælp den sommer og derfor ikke havde mulighed for at komme på ferie.
"Det ramte mig dybt i hjertet. Det bør ikke være virkeligheden i vores velfærdssamfund. Min første tanke var, at det kunne jeg og vi på Nyborg Strand gøre noget ved. Og det kunne vi!
Sommercampen har udviklet sig til noget af det mest meningsfulde, vi har været med til på Nyborg Strand.
Vi har gennem årene oplevet øjeblikke, som ingen af os glemmer. Børn, der prøver at være på et hotel for første gang. Taknemmelige og rørte forældre, der får et pusterum fra en svær hverdag og ser glæden i deres børns øjne. Familier, der skaber minder sammen.
Det minder os om, at et hotel kan være meget mere end værelser, restauranter og mødelokaler. På Nyborg Strand har vi ressourcerne til at gøre en forskel for mennesker, og når vi har det, mener jeg faktisk også, at vi har et ansvar for at bruge dem."
Sommercampen havde ikke været det samme uden den opbakning, vi oplever fra både medarbejdere og samarbejdspartnere.
År efter år møder vores medarbejdere ind med ekstra energi, ekstra store smil og et ekstra stort hjerte. Mange planlægger endda deres ferie uden om sommercampen, fordi de gerne vil være en del af oplevelsen.
Samtidig oplever vi en overvældende støtte fra virksomheder/ organisationer og mennesker, der ønsker at bidrage. Nogle har været med siden begyndelsen, andre er kommet til undervejs, og hvert år får vi nye henvendelser fra nogen, der spørger, hvordan de kan hjælpe.
Fælles for alle er ønsket om at give familierne nogle gode minder og en ferieoplevelse, de kan tage med sig videre.
Det gør os både stolte, ydmyge og dybt taknemmelige.
"Vi er dybt taknemmelige for vores samarbejde med Nyborg Strand og de mange rørende øjeblikke, der bliver skabt her. Nyborg Strand formår virkelig at skabe håb og glæde blandt de deltagende familier, hvor forældrene får rum til at slappe af og børnene kan føle sig ”almindelige” og ligeværdigt behandlet. Det er guld værd – og desværre ikke noget, som ellers er disse familier og børn forundt, fortæller Stine Lene Hansen, chef for socialt landsarbejde hos Kirkens Korshær.
Sommercampen afholdes i samarbejde med Kirkens Korshær. Det er Kirkens Korshær, der udvælger familierne - og alle familier er nogen, som er tilknyttet Kirkens Korshærs familiestøttende arbejde i forskellige byer på tværs af landet.
Vi afholder 2 sommercamps hver sommer, som ligger i forlængelse af hinanden. Der er ca. 35 familier eller 120 personer med på hvert ophold.
Sommercampen har en varighed af 4 dage og 3 overnatninger med all inclusive og mange forskellige aktiviteter og udflugter, fx til Egeskov Slot og Nyborg Badeland.
Der er personale med fra Kirkens Korshærs familiehuse, som familierne kender i forvejen, og som skaber en ekstra tryghed for dem, der har brug for det.
Hvert år laver vi en stor "butik" i vores mødelokaler, hvor familierne frit kan forsyne sig af både børnetøj, dame/herretøj, legetøj, bøger, babyudstyr, skoleudstyr og meget mere. Alle tingene er doneret fra vores medarbejdere eller sponsoreret af samarbejdspartnere. Dét er et af de højdepunkter, som familierne nævner år efter år.
Alle sommercamps afsluttes med en stor vinkeceremoni foran hotellet, hvor alle vores medarbejdere står og vinker farvel til familierne, når de bliver hentet i busser.