I 2024 markerede vi, at det var 125 år siden, Nyborg Strand for første gang slog dørene op. Historien begyndte i maj 1899, da Nyborgs “Det nye Badehotel” åbnede med 31 værelser ved Storebælt.
Siden har både stedet og rammerne forandret sig markant. Det lille badehotel blev et vigtigt mødested for kirkelige organisationer og senere for virksomheder, foreninger og gæster fra hele landet. Generationer har gennem tiden besøgt Nyborg Strand for at dele viden, bryde meninger, fejre livets store øjeblikke og være en del af et fællesskab.
125-årsjubilæet gav os anledning til at se tilbage på den udvikling, der har formet Nyborg Strand – og til at sende en stor tak til de mange gæster, medarbejdere og samarbejdspartnere, som har været en del af historien.
Meget har ændret sig siden 1899, men vores vigtigste opgave er stadig den samme: at skabe rammer, hvor mennesker har lyst til at være og mødes. Det er den arv, vi bygger videre på, når vi i dag kalder os Hele Danmarks Mødested.