MG 0956
Presse /

Økologisk Spisemærke

Nyborg Strand får Det Økologiske Spisemærke i bronze

Det bevidste valg af økologiske fødevarer har gennem de seneste år været et fast holdepunkt i køkkenet på Nyborg Strand. Og det markeres nu på officiel vis med overrækkelsen af Det Økologiske Spisemærke i bronze. Det Økologiske Spisemærke er et statskontrolleret bevis på, at et spisested prioriterer økologi, og viser hvor stor en andel af de indkøbte føde- og drikkevarer, der er økologiske. Her repræsenterer bronzemærket 30-60 % økologi.

Et symbol på de bæredygtige ambitioner

Siden 2020 har Nyborg Strand arbejdet med, hvordan bæredygtighed og hoteldrift kan forenes og skabe synergi til glæde og gavn for både medarbejdere, gæster og naturligvis miljøet. Det har resulteret i en række bæredygtige ambitioner, hvoraf flere allerede er indfriet – og spisemærket markerer endnu en succes.

Det Økologiske Spisemærke er meget mere end bare en officiel mærkningsordning for vores vedkommende, udtaler Hoteldirektør, Jan Grimstrup Larsen, og fortsætter:

Det er et kvalitetsstempel og et symbol på, at der er handling bag vores ord og bæredygtige ambitioner, som vi sætter en ære i at udleve hver eneste dag i ikke bare vores køkken, men overalt i organisationen. Og så er det samtidig en stor cadeau til vores kolleger i køkkenet, som i den grad har knoklet for, at Nyborg Strand nu kan skilte med bronzemærket.

Ikke økologi for enhver pris

Selvom det økologiske valg i mange tilfælde også er det mest bæredygtige, er det ikke altid tilfældet. For hvad er i bund og grund bedst for miljøet – det økologiske æble fra Spanien, eller det konventionelt dyrkede fra nabogården? Det er blot et af de dilemmaer, som Nyborg Strand har oplevet i processen.

Vi har en ambition om, at al frugt, grønt, mel og mejeriprodukter skal handles både dansk og økologisk. Men i de tilfælde, hvor det ikke er muligt, må vi vurdere, hvad der giver bedst mening i forhold til bæredygtighed. Og der vælger vi altså det konventionelt dyrkede æble fra vores lokale leverandør frem for at belaste miljøet unødvendigt ved at få det økologiske transporteret hjem fra Spanien, fortæller Tina M. Madsen, og fortsætter

Sådanne valg har der heldigvis været plads til at kunne træffe, så vi fortsat har fokus på det primære: Bæredygtighed.

100 % økologiske vinkort

I hotellets vinkort finder du udelukkende økologiske vine, der tilmed er produceret inden for Europas grænser, for igen at tilgodese det bæredygtige valg.

Vi har valgt at gå all in på økologiske vine uden på nogen måde at gå på kompromis med den gode smag. Tværtimod, udtaler Restaurantchef Rasmus, som selv har haft fornøjelsen af at udvælge de forskellige producenter, og fortsætter:

Der findes et hav af fantastiske vinproducenter med bæredygtig produktion, som vi naturligvis gerne vil støtte op om. Det giver rigtig god mening for os at vælge økologisk her og på den måde være med til at sætte fokus på de mange gode økologiske producenter, som man måske ellers ikke ville være så opmærksom på.

Nyborg Strand har i det seneste kvartal opnået en gennemsnitlig øko-procent på 46%, og bestræber sig på at holde dette niveau fremover.

Vil du vide mere om vores gastronomiske koncept og vores køkken, der i den grad har blik for kloden, kan du læse mere nedenfor. 

1 af 2

Rosilde

2 af 2

MG 0956

Pressemeddelelser