Sommercamp2
Presse /

Sommercamp

Nyborg Strand inviterer udsatte familier på sommerferie

Sommeren 2023 på Nyborg Strand bliver noget ganske særligt, når to hold á ca. 120 personer i løbet af sommerferiens første to uger indtager hotellet. De er nemlig inviteret på 4 dages ferie, der byder på fuld forkælelse og sjove aktiviteter.

 

Det var en udsendelse i radioen sidste sommer, der fik ideen til projektet til at spire hos Jan G. Larsen, direktør for Nyborg Strand. Udsendelsen havde fokus på, hvor rekordmange familier, der havde fået afslag på feriehjælp og derfor ikke havde mulighed for at komme på sommerferie.  

 

Det ramte mig dybt i hjertet. Det bør ikke være virkeligheden i vores velfærdssamfund. Min første tanke var, at det kunne jeg og vi på Nyborg Strand gøre noget ved. Det føltes som det mest naturlige for mig at tage den opgave og føre den ud i livet. Det handler om medmenneskelighed og om at gøre noget godt for andre - og dét er vi gode til på Nyborg Strand. Men vi kunne ikke gøre det uden en aktiv samarbejdspartner, der kan hjælpe os med alt det, vi ikke ved noget om inden for dette område, fortæller Jan G. Larsen. 

 

Derfor har Nyborg Strand indgået et samarbejde med Kirkens Korshær, som beskæftiger sig med socialt arbejde blandt de mest udsatte i landet.

 

Kirkens Korshær står for at finde familierne blandt de mange, som de er i kontakt med gennem deres lokale indsatser. De vil samtidig spille en vigtig rolle under afviklingen af de to ophold, hvor flere af deres medarbejdere vil deltage og støtte familierne og skabe tryghed i de nye, uvante rammer på Nyborg Strand.

 

I de børneliv, vi møder er der sjældent plads til andet end overlevelse, og lige nu ser vi en drastisk stigning af børnefamilier, der søger vores hjælp til mad, tøj og hverdagsfornødenheder. Derfor er det med stor glæde og taknemmelighed, at Kirkens Korshær har modtaget dette generøse og helhjertede tilbud fra Nyborg Strand om at sende et stort antal børnefamilier på ferie hos dem. At kunne tilbyde de her familier et all-inclusive ophold i et liv, hvor intet kommer af sig selv og ubetinget, er meget stort for os, udtaler chef for socialt landsarbejde hos Kirkens Korshær, Stine Lene Hansen, og fortsætter:

 

Samtidig ved vi, hvor stor betydning det har for de her børn, at de kan vende retur til daginstitution og skole og fortælle om, at de også har været på ferie i år.

 

Nyborg Strand og Kirkens Korshær har et tæt samarbejde omkring tilrettelæggelse af ferieopholdene, så familierne mødes i øjenhøjde og der skabes nogle rammer, der indbyder til ro og tryghed på det store hotel. Eksempelvis omdannes et af hotellets konferencesale til et stort ”krea-rum”, hvor der vil være mulighed for forskellige aktiviteter og lege, og hvor der afholdes filmaften i vaskeægte biografstil.

 

Samtidig bidrager flere af Nyborg Strands samarbejdspartnere til at gøre oplevelsen til noget ganske særligt.

 

Egeskov Slot giver fri entré til alle familierne. I den forbindelse har Nyborg Rejser bidraget med et godt tilbud på 2 x 2 busser, der fragter alle familierne tur/retur til slottet i begge uger, så de kan komme afsted på udflugt som samlet flok. 

 

Vaskeriet DFD donerer særligt designede muleposer med ”Sommercamp 2023” til alle fra deres UPCY-kollektion, der består af genbrugstekstiler.

 

Leverandør af køkkengrej, Bent Brandt donerer drikkedunke til alle og teambuildingfirmaet, CoastZone, kommer og afvikler forskellige lege, konkurrencer og øvelser med familierne i begge uger.

 

Canon udlåner kameraer til familierne under opholdet og sponsorerer fotobøger og et stort familieportræt til hver familie, så alle de gode minder kan komme med hjem.

Lyrecco sponserer diverse kontor- og tegneartikler til vores store krearum. 


BC Catering sponserer is til alle deltagerne. 


Det er fantastisk at opleve den opbakning, vi har fået fra flere af vores samarbejdspartnere, når vi har fortalt om vores planer. Det er – og har været - en utrolig smuk og meningsfuld proces at arrangere disse ferieophold, hvor vi lægger lommeregneren på hylden og bruger hjertet. Det taler lige ind i vores værdier og ikke mindst vores bagland, og det betyder utrolig meget for os, at vi har mulighed for at gøre det,
udtaler Jan G. Larsen.

 

Projektet kører som et pilotprojekt i år, men ambitionen er at Nyborg Strand indgår en 5-årig aftale med Kirkens Korshær, så endnu flere familier kan komme på ferie.

 

For yderligere spørgsmål kontakt venligst:

Direktør på Nyborg Strand, Jan G. Larsen
Mail: jgl@nyborgstrand.dk
Tlf. 65 15 05 01

 

Chef for socialt landsarbejde hos Kirkens Korshær, Stine Lene Hansen:
Mail: slh@kirkenskorshaer.dk
Tlf. 40 29 74 02